Af Inge Plank
Drømmen om 'dig og mig og vi to' sidder i os alle, men
for mange bliver det ved drømmen. Vi sætter os lykkelige op i båden
sammen, men uden at gøre os forestillinger om, hvor vi vil
hen.
Bare vi har hinanden, vores store kærlighed og i øvrigt er enige
om håndklædernes farve, så skal vi nok få et forrygende godt liv.
Men sådan er det jo bare ikke. Uden mål og med, og uden at vi
sammen har lagt kursen, sejler vores kærlighedsbåd direkte ind på
lavt vand, og mange gange må vi våde og rystede vade i land og søge
nye både hvor der er plads til 'dig og mig og vi to'.
Det er af næsten eksistentiel karakter at danne parforhold, og
vi har næsten alle prøvet det. De fleste af os prøver det endda
flere gange - ja, nogle gør det rigtigt mange gange. Men
tilsyneladende er det et af de steder, vi har forbistret svært ved
at lære af vores erfaringer.
Så, det er tid at komme med brugsanvisningen: Før I starter, så
tænk lige på, at I hver især er et dejligt menneske. I kan en masse
i livet, og der er ikke nogen grund til at rive alt det ned, I
allerede har vundet. Forestil jer 3 kasser med hver sin etiket:
Kassen til venstre hedder JEG
Den midterste kasse hedder VI
Kassen til højre hedder også JEG
Nu nupper I hver især en kasse der hedder JEG, og ned i den
putter I alt det, der er flot og fint, og som I ønsker at beholde
for jer selv. Det kan være en gammel skolekammerat, en loge med
vennerne, en kær gammel tante, noget motion, sport eller hvad I
hver især har af interesser, og som I egentlig ikke synes, der er
nogen grund til at belemre den anden med.
Når I er færdige med at putte ned i hver jeres JEG-kasse,
fortæller I den anden, hvad den indeholder. Og så er det tid til,
at I sætter jer ned med VI-kassen - jeres fælles kasse. Det første,
I putter ned i kassen, er al jeres behov for erotik, sex og hvad
dertil hører. For uanset hvad så giver det altid ballade, hvis det
ikke bliver puttet i VI-kassen. Så ned med det!
Så er det tid at tage alt, hvad I har af børn, både dem I har
med hver især og dem, I får sammen. Alle børn er et fælles
foretagende, og det er jer tilsammen - jeres VI - der skal sætte en
tydelig kurs, som alle børnene kan leve efter. Så derfor, op af
JEG-kassen med børnene og ned i VI-kassen med dem.
Dernæst tager I alt, hvad I har af penge, og smider ned i
VI-kassen. Det gør altid ondt på den, der tjener mest eller sidder
med en stor arv eller lignende, men hvis I ikke smider pengene ned
i den fælles kasse, kan I ikke skabe fælles drømme, og uden dem
ingen inspiration, og sidst men ikke mindst - ingen udvikling. Når
I har gjort det, tager I alt, hvad I har af familie og venner -
dem, som I ikke har beholdt i jeres JEG-kasse - og putter dem ned i
den fælles. Fra nu af er der fælles ansvar for hele menageriet.
Nået så langt smider I alt det ud, der ikke har fundet vej til
hverken JEG-kasserne eller VI-kassen. Det kan f.eks. være en lille
andelslejlighed etc. Det er blevet tid til at skille sig af med alt
det, der ikke skal benyttes mere. Nu er I forpligtede i jeres
parforhold, I er i fuld gang med at lave det allerbedste fundament
for jeres drøm om at leve sammen med en anden.