Hvis du gerne vil styrke din egen evne til at føre forandringer
og beslutninger ud i livet, kan du gøre processen lettere og mere
effektiv ved at benytte selvhypnose. Det betyder, at du laver en
dyb koncentration på den forandring du vil gøre.
Gør nedenstående lille program til et fast ritual i din
tilværelse. Du opnår den største effekt i minutterne lige før du
sover.
Selvhypnose uge for uge.
Uge 1. Lige før, du lægger dig til at sove,
siger du ti gange til dig selv:
- Hver dag og på enhver måde får jeg det bedre og bedre.
Du skal ikke bruge hovedet til at tælle - brug i stedet
fingrene, og når du har været dem alle igennem, har du sagt det 10
gange.
Ved at gøre det til et fast ritual, skaber du hver eneste aften
positive forventninger til natten, dagen og videre frem.
Du kan også bruge øvelsen på alle andre tidspunkter. Lad det blive
en rigtig god vane i dit liv, at du tillader dig at slappe af og 10
gange indeni i dig selv siger "Hver dag og på enhver måde får jeg
det bedre og bedre."
Uge 2. Lige før du falder i søvn eller i andre
helt afslappede situationer.
Træk vejret ind og ud tre gange, og når du er i den tredje
vejrtrækning, lukker du øjnene og tæller 1-2-3 og tillader dig selv
at gå ned i en dyb afslappet hvile.
Så har du fingrene parat og siger indeni dig selv, det, du vil
opnå, eksempelvis en god energi. Det skal altid være formuleret
positivt, simpelt og i nutid - et eksempel:
- Jeg har en god energi
og hver dag og på enhver måde
får jeg det bedre og bedre
Du gentager din beslutning 10 gange - en gang for hver
finger!
Derefter kan du bare gå ind i søvnen. Hvis du er på arbejde
eller andet, der kræver, at du skal være vågen, tæller du bare
3-2-1, og så er du tilbage.
Uge 3. Nu er det tid at give dig selv alle de
gode forslag, du går og drømmer om, så du lever det liv du har lyst
til. Skriv alle dine drømme ned og husk at slette dem efterhånden,
som du virkeliggør dem.
Når du går i seng, tager du papiret med, læser alle dine drømme
igennem lige før du skal lave selvhypnose og derefter sove. Der er
ingen begrænsninger på, hvor mange ønsker du kan have, dit
underbevidste sind skal nok sortere, så du tager de vigtigste
først.